Små teams er fundamentet for succes i IT-udviklingsprojekter. De er en forudsætning for fleksibilitet, hurtige beslutninger og løsninger, der faktisk fungerer. Uden den rette teamstruktur bliver selv de bedste processer ineffektive, og kompleksiteten eskalerer.
Forestillingen om at flere udviklere automatisk fører til hurtigere resultater, er en af de mest sejlivede myter i IT-branchen. Allerede i 1975 advarede Frederick P. Brooks, Jr. i bogen The Mythical Man-Month om paradokset: Jo flere mennesker, der tilføjes et forsinket projekt, desto langsommere går det. Det er ikke et spørgsmål om ressourcer, men om koordination. Indsats (målt i mandetimer) og fremdrift ikke er direkte proportionale i softwareprojekter. Større teams øger ikke kun kommunikationsbehovet men også kompleksiteten.
Hvad er der galt med store teams?
Ifølge Metcalfe’s Law fra 1983 vokser antallet af forbindelser i en gruppe proportionalt med kvadratet på antallet af medlemmer. Det betyder, at kommunikationen i et team ikke skalerer lineært, den eskalerer eksponentielt.
Jo flere personer der tilføjes – både når teamet sammensættes fra start og især undervejs i et forsinket projekt – desto mere vokser det usynlige netværk af afhængigheder, der skal vedligeholdes. Det giver ikke fremdrift men flere møder, længere beslutningsveje og øget kompleksitet. Og det er ikke her, værdien skabes. Brooks kalder det at hælde benzin på et bål i håb om at slukke det.
En anden model, Hackman’s Model of Team Effectiveness, understøtter dette og viser, at små teams fungerer bedre, fordi de reducerer flaskehalse, sikrer klare ansvarsområder og minimerer behovet for konstant synkronisering. Når færre personer deler viden direkte, går mindre information tabt, og beslutninger træffes hurtigere.
Reglen om to pizzaer
Amazon's Two Pizza Rule giver en praktisk og intuitiv tommelfingerregel: Et team bør aldrig være større, end hvad to pizzaer kan mætte.
Små teams betyder ikke bare færre møder – det betyder færre led mellem indsigt og handling. I praksis betyder det, at udviklere arbejder tættere på forretningen, træffer hurtigere beslutninger og kan tilpasse sig uden bureaukratiske forsinkelser.
Det optimale antal personer i et team er fem til ni personer. Alt over dette skaber negativ synergi og forringer effektivitet og samarbejde.
Små teams er en forudsætning – ikke hele løsningen
Men hvis bare tempo var nok, så kunne vi alle løbe 100 meter og være i mål. Så enkelt er det ikke. Det er nemlig ikke antallet af hænder, men kvaliteten af hovederne, der er afgørende for succes. Og kvalitet handler ikke kun om teknisk formåen men om evnen til at forstå forretningsmæssig kontekst og de strategiske mål, der danner rammen for udviklingen. Små teams fungerer kun, hvis udviklerne ser ud over koden og træffer tekniske valg, der aktivt understøtter forretningen.
Med andre ord: Små teams er starten. Men det er kun første skridt mod et projekt, der skaber værdi.